Tonen du ikke finder hos medierne

Københavns ellers så fredelige gader blevet sammenlignelige med Harlems værste blokke, hvor hver bil, man ser, udgår en potentiel risiko for en ’drive by shooting’. Skudsalver i det offentlige rum er blevet hverdag. En nyhed om et skyderi i gaderne er ikke breaking news længere. Denne tilstand skaber naturligvis frygt. Men de gentagne overskrifter og nyhedsudsendelser om ”Krig på Nørrebro” skaber blot mere frygt hos borgerne. Det hjælper ikke på det, at der medierne, politikkerne, og debattørene skævvrider billedet af konflikten. Størstedelen af skylden for bandekonkliften bliver placeret hos de såkaldte ’indvandrebander’, og fokus fjernes fra rockerne, selv om det er dem, der har en lang historie med bandekrige bag sig.

Denne bandekrig skal ikke ses som en konflikt, der er den første af sin slags. Nørrebro og Danmark har været vidner til uroligheder og stridigheder imellem bander før. Hvem husker ikke, hvordan sagen om ungdomshuset udviklede sig til, at hele Nørrebro blev sat i brand i flere omgange? Eller har vi glemt rockernes aktivitet i Rockerkrigen i slutningen af 90′erne, hvor der blev brugt både skydevåben, håndgranater og panserværnsraketter? Hvis vi spoler endnu længere tilbage, finder vi endnu en rockerkrig, som kulminerede med, at HA’eren Jønke i 1984 likviderede lederen af den rivaliserende bande, Bullshit. Samme Jønke, som nu ukritisk bliver interviewet, som var han en neutral ekspert eller politiker.

I ingen af disse tidligere bandekonflikter har det været på tale, at bandemedlemmernes kulturelle eller religiøse baggrund var en del af problemet. Men nu befinder vi os i 2009, og HA er i endnu en bandekrig. Den tredje af sin slags, men denne gang er det ikke imod andre rockere, men imod indvandrerbander.

Men tonen i debatten er anderledes denne gang. Nu diskuteres det, hvor ansvaret skal placeres. Er det hos indvandrernes kultur? Eller er det forældrene, der ikke opdrager børnene godt nok? Hvorfor dukker de spørgsmål op på Folketingets talerstol og hos forskellige debattører nu, når de ikke har gjort det tidligere?

Indvandrerbanden bliver gang på gang kategoriseret som udenfor pædagogisk rækkevidde, hvorimod HA’erne – ja, dem kender vi jo. HA er bare en bikerklub. Det er kendt i bandemiljøet, at HA-supporterne i AK81 rykker tættere på et ”rigtigt” medlemskab af HA for at likvidere en ’perker’. Det er også kendt i miljøet, at den unge AK81′er, der stod bag drabet på en ung mand i Tingbjerg i august sidste år, blev opgraderet fra AK81 medlem til HA medlem. Alligevel tales der forsat om, at indvandrerne er kernen af problemet. Der er flere stemmer i at skælde ud på indvandrerne end i at lukke rockerborge, og medierne rapportere så ivrigt, som var det en sportsbegivenhed.

En meningsmåling i metroXpress viser, at dobbelt så mange mener, at det er indvandrerne, der bærer på skylden, som rockerne, og da befolkningen selvfølgelig ikke kan vide noget som helst om, hvem der bærer på skylden, så er denne meningsmåling et udtryk for, hvilken indvandrerfjendtlig stemning, medierne og politikkerne er med til at skabe. De fleste oplever jo kun bandekrigen gennem tv og aviser, og derfor har den tone, der bliver lagt i medierne stor effekt på modtagerne. Det er stærkt problematisk og ekstremt ødelæggende for integrationen, at bandekrigen i høj grad sættes lig med indvandrere. Familien Danmark vil få endnu flere fordomme, og flere anklagende pegefingre vil blive rettet imod indvandrerne. Alle indvandrere har fået en ny etikette på, hvor der står der »potentielt bandemedlem«.

Jeg beskytter ikke nogen frem for andre under denne frygtelige konflikt, hvis agressioner udsender patroner, der kan ramme os alle. Men jeg vil ikke have, at man skal pege fingre af den ene part frem for den anden. Der skal to til tango, ligeledes skal der to bander til at føre bandekrig. Begge parter har sin del af skylden, derfor skal mørk hudfarve og sort hår ikke gøres til en del af problemet.

                                                                                                            Skrevet af Özcan Ajrulovski
                                                                                                                   Metroxpress April 2009

I Danmark er du omfavnet af en masse frihedsrettigheder, og dog, ligeså snart du træder udenfor bestemte rammer, så udgår din frihedsrettigheder. Et eksempel hertil er religionsfriheden, som det jo påstås at vi har, SÅLÆNGE du holder det privat i dit eget hjem. Det vil altså sige, at friheden er kun gældende i vores hjem? Er det ikke meningen, at demokratiet skal tilbyde os friheder på samfundsplan, og ikke kun i vores hjem?

En anden eksempel er at du har din ytringsfrihed, og du må sige hvad du vil, men dog,  ligeså snart du udtaler en holdning, som er i modstrid med de danske værdier, så omdannes din grænseløse ytringsfrihed pludslig til et strengt tavshedspligt.

Måden hvorpå vi får fortalt, at vi har disse friheder, så giver det en forstilling at man må sige hvad man vil, og har frihed til valg og praktisering af sin religion, men når det kommer til stykket så ønsker politikkerne kun at du praktisere din religion i dit hjem. Det giver befolkningen mulighed for praktisering af sin religion i samme tilstand som i det iranske præstestyre, hvor en kristen eller en jøde kun kan praktisere sin religion indenfor hjemmets fire vægge, og dernede vil man bestemt ikke kalde det religionsfrihed, men det kan man her?

Venstres folketingskandidat Søren Pind skrev i sin blog januar ’08 med hensyn til herboende indvandrere ”Der er så rigelig kulturer, folk kan drage andensteds hen og dyrke, hvis det er det, de har lyst til.” Søren Pinds ugæstfrie udmeldming bekræfter blot min påstand, ved at fremstille danmark som et land, hvor man kun er velkommen hvis man efterlader sin kultur i lufthavnen før man indtræder flyet til Danmark. Jeg finder det absurdt, at i et demokratisk land, hvor man er en så stor fortaler for frihederne, at man så på det politiske front, er så afvisende overfor andre kulture og tankegange end sine egne. Dine friheder får du idag desværre leveret, låst fast med lænker til de danske værdier. Hvis du bryder ud af disse lænker, vil du let bære på et stempel som profilere dig som fundamentalist eller ekstremist, og bliver et let offer for frihedens usete lænker.

Tørklædedebatten forsætter stadig, som var det en dødelig epidemi over Danmark. Man kan stille sig det spørgsmål, hvad tørklædet nogensinde har gjort imod familien Danmark, siden det fremstilles som sådan et farligt fænomen. Men spørger mig selv, hvad der får nogle individer til at fastholde deres påstand, om at kvinder bliver undertrykt af tørklædet, når de piger og kvinder, det handler om, gang på gang fastslår deres selvstændige valg af tørklædet. Dansk Folkepartis Søren Espersen har endda sammenlignet muslimske kvinders valg af tørklædet med de prostituerets valg af prostitution, en retorik der giver mindelser om Mogens Glistrups lavsindede udtalelser. Hvad bliver mon det næste? At tørklæder bliver sammenlignet med hagekors? Nå nej vent, den har Søren Krarup jo allerede brugt.

Den seneste tids debat og tone i det politiske landskab giver det indtryk, at man iført et tørklæde ikke er velkommen i det danske demokrati længere. Forbudet imod at bære tørklæde ved domstolene ser nu ud til at blive en realitet, hvilket med tiden vil lamme nogle kvinders job- og karriermuligheder, fordi de er af den overbevisning, at det er rigtigst at bære slør. Hvis dette forbud breder sig til andre fag, vil mulighederne på arbejdsmarkedet forsætte med at krympe for disse kvinder. Deres muligheder i samfundet begrænses ved lov, og dermed bliver integrationens håndbremse trukket med fuld styrke. Men så kan politikerne altså ikke bagefter komme og klage over, at muslimske kvinder ikke vil integreres.

Den type forbud resultere i, at man graver dybere og dybere kløfter imellem ”os” og ”dem”, imens man stadig bliver ved med at kræve, at muslimerne skal kravle igennem kløften og komme op ad den som en kulturel fuldblodsdansker. Men den muslimske kultur skal blive nede i kløften.

Så let går det bare ikke. Det ender blot med at muslimerne står standhaftigt på den ene side af kløften, imens de etniske danskere står på den modsatte side, og så er det integrationen, som efterlades i kløften, sunket så dybt, at håbet om integration ikke ser særlig lyst ud.

Det er tydeligt, at det er flertallet, der lovgiver, eftersom minoriteternes rettigheder bliver mere og mere indskrænkede som tiden går.

Det er virkelig en skam, tonen i dansk politik er blevet så intolerant. I et demokrati, hvor man taler så meget om frihed og frisind, vil man forbyde kvindens ret til at bære et tørklæde? Sikke en frihed! Det er besynderligt, at man på den ene side tager stærkt afstand fra et land som Iran, hvor det er påbudt at bære et tørklæde, men på den anden side vil forbyde at bære det herhjemme. Paragrafferne er fuldstændig ens, bare med omvendt fortegn.

Tanken om, at alle skal dele en bestemt opfattelse, og at alt andet skal være forbudt er jo det, der normalt kendetegner et diktatur.

Den konstante debat om tørklædet fanger de uskyldige piger som gidsler i en politisk kamp og stræben efter stemmer. Pigerne bliver fremstillet som ofre for tørklædets undertrykkelse, men i virkeligheden er det den intolerante debat om tørklædet, der udstøder og undertrykker disse piger.

Skrevet af Özcan A.
Metroxpress.dk Juni 2008 

Selvom ekstremisme oftest forbindes med muslimer og islam, så findes den også indenfor andre trosretninger og ideologier som jødedommen og kristendommen, sågar indenfor demokratiet.

Når en person kaldes for en ekstremist, så er det fordi, man er yderliggående i sine holdninger. Ytringsfrihed er en frihedsrettighed i demokratiet, som skal sikre folket ret til at fremføre egne holdninger og meninger, og på denne måde er befolkningen tryg, og man tør sige, hvad man mener. Men nogle højtstående politikere og journalister går skridtet videre med brugen af ytringsfriheden og fremfører det ekstrem standpunkt om ytringsfrihedens, at man skal finde sig i ”hån, spot og latterliggørelse”.

Jeg ved ikke med andre, men personligt finder jeg det ikke trygt at bo i et demokrati, hvor alle mennesker har lov til at håne, tilsvine og latterliggøre hinanden og hinandens helligdomme, hvor det eneste, man kan gøre, er at acceptere det. Dette vil jeg ikke kalde en ytringsrettighed, men en undertrykkelsesrettighed ved hjælp af hån, spot og latterliggørelse. Men denne fortolkning af ytringsfriheden er en form for demokratisk ekstremisme. De højtstående demokratiske ekstremister gennemtvinger denne overfortolkning af ytringsfriheden overfor Danmarks muslimske minoritet ved at tilsvine den helligste person, der findes hos muslimerne: Profeten Muhammed.

Det burde ikke vækkes undren, at dette blot øger afstandstagen til ytringsfrihed og de danske værdier iblandt muslimerne i Danmark og resten af den muslimske verden. Ytringsfrihed ser jeg som en ret at have sin mening og holdning, ikke at have ret til at lave formålløse provokationer af minoritetsgrupper. Det er ikke en værdi, men at misbruge sin frihedsrettighed.

Som set for 2 år siden, så har vi igen disse højst yderliggående demokrater, som misbruger ytringsfriheden til at krænke og undertrykke den kæreste person for en muslim.

Gandhi sagde, at et demokrati skal måles på, hvordan det behandler sine minoriter, og sådan en måling i det danske demokrati vil ikke give et imponerende resultat.

Men hvad skal man forvente, når man har yderliggående demokratiske ekstremister siddende i regeringen?

I 70’ernes Danmark var der mangel på arbejdskraft, hvilket medførte, at der kom mange fremmedarbejdere til Danmark. Udlændingeloven var blød dengang, og derfor kunne de udenlandske arbejdere hente deres familier til Danmark, efter blot at have arbejdet her et kort stykke tid. I dag er det umuligt for udenlandske arbejdere at medbringe deres familier til Danmark. Ikke engang flygtninge fra krig og ødelæggelse kan slippe igennem maskerne i den stramme udlændingelov.

Hvis vi kigger på den gruppe af udenlandske arbejdere der kom til Danmark i 70’erne, så finder vi en mand ved navn Ahmed.

Ahmed kom til Danmark som udenlandsk arbejder, og i 74’ kom også hans kone med parrets fire børn. Det var muligt i 70’ernes Danmark, men det er det ikke i dag. Grunden til, at det ikke er muligt, er nogle gevaldige opstramninger af Udlændingeloven, som næsten (hvis ikke alle) de fremtrædende politikere går ind for.

Ahmeds fulde navn var Ahmed Abu Khader, hvis efternavnet lyder bekendt, så er det fordi han er far til Ny Alliances formand Naser Khader.

Det der gøre denne historie interessant er at hvis den udlændingepolitik, Naser Khader går ind for, havde været gældende i 70’erne, så ville Naser Khader højst sandsynligt slet ikke have haft mulighed for at bosætte sig i Danmark. Man kunne jo så forvente, at den glæde og de muligheder, Naser Khader har fået ved at komme til Danmark, ville gøre ham villig til at give andre den mulighed, som han selv gjorde brug af.

Den forventning har Naser Khader gjort til skamme.

Pia Kjærsgård og hendes ligesindede partifæller er idag det 3. størreste parti, trods den indvandere fjendske tone. Nu brugte jeg ordet trods, men jeg er ret sikker på at det netop er den indvandere fjendske tone som har båret dem op med såmange mandater de sidste 6 år.

Siden har DF levet på uvidenhed og frygt for islam og muslimerne. Ligeså snart DF’s kernevælger finder ud af at Islam og terror ikke er synonymer men modsætninger, så vil deres kernevælger fordampe hurtigere end isen på anarktis. Skræmmekampagner kan kun bruges i en vis periode, indtil frygten aftager, når vil DF’s flertal også langsomt aftage.

Anders Fogh har fremhævet i sine seneste taler, at ”vi skal sætte fokus på den værdi mæssige side af integrationen”. Det er ikke nok for indvanderene idag at få sig en uddannelse, lærer dansk og få et arbejde, man SKAL tilegne sig de danske værdier får man kan regel blive en vellykket integration. Som eksempel for min påstand vil jeg fremhæve den muslimske kandidat for enhedslisten. Asma Abdul-Hamid er folketingskandidat i årets valgkamp og selvom det kunne tyde på en vellykket integration for nogle at en med indvandere baggrund stiller op til folketingsvalget, så skal man tro om igen. Sålænge hun har et tørklæde på, så er der ingen adgang til folketinget også er hun sågar også fundamentalist? Lyder det fra DF.
Det var det Fogh mener når han siger den værdimæssige side af integrationen.

Muslimer skal erstatte sine islamiske værdier og de danske, før man kan accepteres i samfundet som andet end en fundamentalist og ekstremist. Fordi sålænge du har tørklæde på, eller skæg så er man i kategorien ”radikal muslim”, ja så er man også en potentiel terrorist, også er PET rigtig ivrig over at aflytte din telefon. Regeringens kurs imod muslimer, smitter befolkningen, som så også kræver en værdimæssig integration af muslimerne, som mange muslimer inklusiv mig, aldrig vil give slip på, som så graver større kløfter imellem ”os” og ”dem”.

I en politisk tale eller debat i Danmark i dag kan man ikke undgå at høre ordet tolerance.

Lad os lige gøre klart, hvad tolerance er præcist. Slår man op i Politikens danskordbog finder man følgende definition af begrebet:

”udvisning af respekt og overbærenhed med nogen el. noget der afviger fra normen fra en selv i tanke opførsel osv.” 

På en af Dansk Folkepartis kampagneplakater finder man ordet tolerance skrevet med skråskrift og store typer. Det er altså underforstået, at det er noget, de virkelig går ind for. Og så er det, at 2+2 pludselig giver 3. Det hænger ikke sammen mere. På DF’s hjemmeside står der klart og tydeligt:

”Udlændinge, der ønsker fast ophold i Danmark, skal tilpasse sig danske værdier”.

Altså: DF accepterer ikke, at andre normer, tankegange, livssyn eller kulturer kommer ind i Danmark. Hælder det ikke mere hen imod intolerance end tolerance? For ikke at tale om alle de 3. klasses udtalelser DF’s medlemmer kom med under deres årsmøde, hvor der blev sagt alt fra ”jeg hader at se de omvandrende telte” til ”Koran-fædrene fylder vores fængsler”. Er det virkelig sådan, de ønsker at promovere tolerancen i den danske samfund? Ved at tilsvine alt, der ikke stemmer overens med de danske værdier?  

Jeg forstår ikke helt, hvad der får de vestlige politikere til at tro, at deres værdier er så ”sande”, at alle, der ikke har samme tankegang, skal tvinges til at have samme tankegang.

I Indonesien er der blevet lanceret en muslimsk Barbiedukke, hvor det er en Barbie med tørklæde og islamisk påklædning, og dette stykke legetøj har skabt bekymring hos nogle danske politikere, fordi det kan være med til at give de små piger en bestemt syn på kvinderne. Hvis det var i Danmark, ja så kunne jeg måske godt forstå deres bekymring, fordi det ville gå ud over deres frihedssyn. Men det er på et andet kontinent, i et muslimsk land, hvor synet på kvinder er i overensstemmelse med barbie dukkens påklædning. Her synes jeg igen der mangler tolerance overfor andre menneskers tankegang. I det hele taget mener jeg, at debatten er meget intolerant overfor islamisk tankegang, selv når det handler om private og personlige holdninger.  

Helle Thorning Smidt har udtalt for nylig, at offentligt ansatte skal give hånd til kvinder, ellers er det som om man kører et slags kønsapartheid. Jeg vil omvendt sige, hvis vi er kommet så langt, at samfundet skal tvinge en kvinde til at give hånd til en mand, så er hun blevet frataget sin frihed, og den er blevet erstattet med tvang.

Kulturminister Brian Mikkelsen har kaldt det for diskrimination og manglende ligestilling, at der ved visse konferencer er kønsopdeling. Det vil sige, at der er to indgange, en for kvinder, og en for mænd. Men hvis mænd og kvinder er så lige, hvorfor er mænd og kvinder så opdelt i sportens verden? Er det så også diskrimination, at der på toiletter er to indgange, en for kvinder og en for mænd? Er det ikke også kønsapartheid?

Jeg siger ikke, at mænd er mere værd end kvinder eller omvendt. Men der mangler tolerance overfor, at der findes andre måder at opfatte ligestilling på.

Et andet område, hvor der mangler tolerance, er overfor det islamiske tørklæde. Hvorfor er det så svært at acceptere, at en kvinde selv vælger at tage et tørklæde på? Undertrykkelse er tvang, men når en kvinde vælger det selv, så er det fri vilje, og det er det modsatte af undertrykkelse. Hvis man ser på de muslimske lande, så er der tørklædeforbud på offentlige institutioner. Derfor er tørklædet hos muslimske kvinder mere blevet et frihedssymbol end et undertrykkelses slør. Problemet er ikke hos dem der bærer tørklædet, men hos dem, der lytter døvt, når de tildækkede kvinder og piger gang på gang siger: ”Jeg har selv valgt det!”.

Det er klart, at Danmark ligger så lavt i skalaen over lande med hensyn til integration, når man ikke kan vise tolerance overfor tanker udefra. I den danske debat synes jeg kun ordet tolerance er synligt i overskrifterne. Den forsvinder som regel, når man ser indholdet. 

De anholdelser i Danmarks egen baghave, som har ført til de seneste tre terrorsager, har opbygget et klima af terrorfrygt. De anholdte i disse sager er allerede blevet dømt som terrorister af familien Danmark, før de overhovedet bliver stillet for en dommer.

Her dukker det velkendte retsprincip op i baghovedet: at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Men det princip sættes ud af kraft, når det handler om terrorisme. Det har i hvert fald været tilfældet hidtil. Under sin tale ved Folketingets åbning sidste år, omtalte Anders Fogh de anholdte: 

”De anholdte har uddannelser, lærepladser og jobs. De opfylder forudsætningerne for det, vi normalt opfatter som en vellykket integration. Netop det giver anledning til ekstra bekymring.” 

Anders Fogh bruger de anholdte som en reference til, hvordan profilen for en terrorist ser ud. Det, som ikke fremgår i hans tale er, at der rent faktisk kun er tale om anholdte, der skal have deres sag prøvet for retten. Og indtil dommerens hammer er faldet, så er de uskyldige, til det modsatte er bevist. Men på trods af det stempler Anders Fogh de anholdte som terrorister, selvom deres retssag ikke engang er gået i gang endnu. 

Anders Fogh er ikke ene om at være hurtigt ude med stempelmaskinen. Andre politikere har brugt anholdelserne som anledning til at rose PET’s arbejde, før der overhovedet er faldet en dom over de anholdte. Men det er jo faktisk sandsynligt, at der kan forekomme frikendelser i terrorsagerne. Det gjorde der i den såkaldte Glostrup-sag, hvor tre ud af de fire anholdte blev frikendt, efter de havde siddet bag tremmer i over halvanden år. Og i så fald falmer roserne til PET noget.

PET’s fremgangsmåde svarer til, at man anholder en mand alene på mistanken om, at han måske kunne finde på at begå et mord. Straks efter anholdelsen bliver han stemplet som morder, og han bliver brugt som eksempel på, hvilke karaktertræk en morder har.

Han har altså ikke dræbt nogen. Han er kun mistænkt for måske at ville begå mord. Lyder det ikke besynderligt og uretfærdigt?

Det er præcis sådan terrorsagerne bliver behandlet. De anholdte bliver set på som terrorister, selvom de slet ikke har begået terror, men kun er mistænkte for at ville gøre det.

Befolkningens dom faldt over dem allerede på selve dagen, anholdelserne faldt, og de vil forblive anset som terrorister, indtil det modsatte er bevist.